Smartlog v3 » "Jeg kan undvære - ikke nøjes!" » Internet Of Things
Opret egen blog | Næste blog »

"Jeg kan undvære - ikke nøjes!"

Her kan komme indlæg om alt imellem himmel og jord!

Internet Of Things

11. Aug 2015 06:01, palsbo

Betegnelsen 'Internet Of Things' dækker over at man i fremtiden forventer at alt vil være tilsluttet internettet. Med alt mener jeg ALT!. Personer, instrumenter, husholdningsmaskiner, biler, kufferter o.s.v.

Hvad kan man så bruge det til? - og er det nu også nødvendigt?

Jeg har indrettet mit hus således, at jeg via internettet kan overvåge temperaturen m.v. i huset. Det er nyttigt, når jeg er på rejse og ikke ønsker at komme hjem til et koldt hus, hvis oliefyret svigter af den ene eller anden grund.

Hvis noget går galt, kan jeg ringe til min nabo, og via facetime kan jeg dirigere hende i den rigtige retning, for at få udbedret fejlen.

Det er jo i sig selv ret avanceret i sammenligning med de fleste installationer, men det kan gøres bedre. 

Jeg har lige fået mit gamle oliefyr udskiftet med en luft-til-vand varmepumpe.

Ved samme lejlighed er min varmepumpe blevet forbundet til internettet, og nu kan jeg stille på fyret samt behandle eventuelle alarmer direkte - uden at skulle ulejlige naboen. Samtidig kan producenten af varmepumpen holde øje med, at alt er som det skal være.

Dette er blot en af fordelene ved 'Internet Of Things'.

En flymotor er en delikat sag. Hvis noget udvikler sig forkert, kan det blive en ganske alvorlig sag. Derfor har producenten - f.eks. Rolls Royce - konstant adgang til samtlige producerede flymotorer i drift, og får alarmer hvis noget udvikler sig forkert. Besætningen kan så informeres, og tage de nødvendige forholdsregler.

Disse eksempler viser, at 'Internet Of Things' ikke er fremtid - det er nutid men dog kun i en meget spæd start.

Min gode ven havde problemer med sin gamle Mercedes. Den tabte pusten og mistede motorkraft, og til sidst kunne den slet ikke starte.

Værkstedet bad ham komme ned med den, så de kunne sætte måleudstyr på for at finde ud af hvad problemet var.

I dag er måleudstyr i en bil mere avanceret end blot nogle simple instrumenter. Biler er udstyret med en computer, og værkstedet tilslutter så en computer til bilens computer, for at diagnosticere problemet.

Det lyder jo meget smart. Problemet var bare, at bilen ikke kunne køre, så men gode ven kunne ikke sådan uden videre komme ned med bilen.

Så kan man spørge sig selv: hvorfor skulle han komme ned med bilen for at få den tilsluttet måleudstyret? Hvor kunne man ikke få kontakt med bilen via internettet, og diagnosticere den der hvor den nu befandt sig?

Hvis det var en enkelt sag, kunne man måske selv udbedre den, og hvis det var noget mere kompliceret, kunne man forberede reparationen ved at skaffe de nødvendige reservedele frem - samt ikke mindst komme med et bud på hvad herligheden ville koste at få repareret.

Lyder det som en kompliceret fremtid? Slet ikke. Der er intet der forhindre at dette kunne gøres med simple eksisterende midler. De fleste biler har i dag et usb-stik til opladning af mobiltelefoner og overførsel af musik til bilens anlæg.

Ved en simpel software ændring, kunne den forbindelse anvendes diagnosticere bilens egne systemer, og etablere forbindelse med et værksted.

Mange mennesker har i dag indopereret en pacemaker hvis de har haft hjerteproblemer. Det er en ret ukompliceret sag, og når lægen skal analysere situationen, kan han via trådløs kontakt med pacemakeren aflæse unormale hændelser. Det kræver fortsat, at man møder op hos lægen, og det gør man kun hvis man har en idé om at noget ikke er som det skal være.

Der er intet i vejen for, at pacemakeren kunne etablere kontakt til patientens mobiltelefon, og via internettet skabe kontakt til verdens ypperligste læger og deres systemer, således at problemerne kunne bliver opfanget og håndteret i tide.

Disse eksempler kan måske lyder avancerede, men i virkeligheden er der ikke noget der ikke vil kunne løses med dagens teknik, og vel at mærke uden store investeringer. Vi har jo allerede internettet på os (mobiltelefonen).

Heldigvis er det ikke noget der afventer en fantasiløs regerings beslutninger. Det er ting der kan gøres nu og her.

Der hvor politikerne kunne yde et rimeligt bidrag til udviklingen er, at sikre en god og billig forbindelse til internettet - uanset hvor i landet man befinder sig.

Desværre opfatter politikerne stadig internettet (og mobiltelefonnettet) som en luksus som overlades til diverse udbydere i uskøn konkurrence.

Men internettet er ikke mere luksus - det er infrastruktur i lighed med el, vand, veje, broer og skibsforbindelser.

Politikerne bør sørge for at der stille krav til internetudbyderne om dækning og kapacitet - også i de mindre lukrative områder.

Således er 'Internet Of Tings' lige som så mange andre ting afhængige af et politisk snæversyn.

 

Relaterede