Smartlog v3 » "Jeg kan undvære - ikke nøjes!" » Udkantsdanmark – en mulighed!
Opret egen blog | Næste blog »

"Jeg kan undvære - ikke nøjes!"

Her kan komme indlæg om alt imellem himmel og jord!

Udkantsdanmark – en mulighed!

29. Aug 2012 19:36, palsbo


 eller tanken om den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads.

Af Erik Palsbo

2012

 

Det centraliserede Danmark

Udkantsdanmark er alt udenfor København – eller i bedste fald – alt uden for de allerstørste byer i Danmark.

Udkantsdanmark er de dele af landet, som folk forlader for at komme på arbejde, for at få kulturelle oplevelser og for at få sociale oplevelser. Som sådan starter udkantsdanmark reelt lige uden for Københavns kommunegrænse.

Der er dejligt i udkantsdanmark. Vi elsker at bo der, for der er fri natur og boligerne er billigere end i København.

De mest garvede af os, bosætter os i udkantsdanmark, og så tilbringer vi timer i bilen eller i toget for at komme på arbejde i København. Det giver trængselsproblemer – på indfaldsvejene, i den offentlige trafik og ikke mindst i København. Vi skal jo af med vores transportmidler imens vi arbejder.

Flere og flere er ikke helt så garvede, og med de stigende transportpriser, bliver merprisen for at bo i København i forhold til at bo i udkantsdanmark, mindre og mindre. Så flytter vi til København. København vokser og vokser, og trængselsproblemerne stiger og stiger.

Politikernes største indsats består i at tale om problemerne. Så har man da i det mindste gjort noget. Men at gøre noget ved det, det er både svært at blive enige om og at finde de rigtige metoder til.

Problemet med udkantsdanmark startede for ca. 100 år siden.  Nogenlunde samtidig med at industrialiseringen krævede centralisering af produktionsmidlerne. Siden er vi gået fra industrisamfundet til administrationssamfundet, men det har blot øget tendensen til centralisering.

Er der slet ikke sket noget i de seneste 100 år?

Ingen vil vel påstå at der ikke er sket udvikling i de seneste 100 år. Velstanden er steget mærkbart i takt med den teknologiske udvikling. Problemet er bare, at vi ikke har brugt den teknologiske udvikling til at løse de problemer som centraliseringen har ført med sig. Vi gør tingene som vi altid har gjort det. Måske lidt nemmere og lidt hurtigere, men grundlæggende gør vi mennesker det vi altid har gjort – uanset de teknologiske muligheder.

Vi gør tingene som vi altid har gjort dem

Der er talrige eksempler på at vi er særdeles træge, når det kommer til at ændre adfærd i takt med de teknologiske muligheder udviklingen tilbyder. Et par eksempler fra luftfartsindustrien – her skulle man tro, at vi taler om en industri med stor fokus på udvikling, men virkeligheden er ikke helt så progressiv. Dette er slet ikke for at hænge luftfartsindustrien ud som værende mere reaktionær end andre – blot nogle eksempler.

Da brødrene Wright kom i luften med det første fly, kontrollerede man ror og styreflader ved hjælp af en pind der var forbundet med kabler til ror og styreflader. I de næste 50 år, var det utænkeligt, at et fly ikke skulle ha forbindelse imellem pilotens hænder/fødder og styrefladerne via fysiske kabler og det var tilmed et krav til enhver flyvemaskine, at sådan skulle det være. Elektronik og hydraulik udviklede sig ganske vist, men man anså det ikke for pålideligt nok til at afløse den fysiske kabelforbindelse.

Vendepunktet kom, da Boeing introducerede jumbojetten. Den var så stor, så det ikke mere var fysisk muligt at betjene flyt manuelt, og endeligt indså man at det måtte være muligt at styre et fly alene ved hjælp af hydraulik og mekanik.  Der gik altså lang tid fra det var teknisk muligt, til menneskene havde forliget sig med tanken om at ikke alt kan styres af kabler.

At flyve et fly, kræver stor viden om fysik og aerodynamik. Flyet påvirkes af en masse faktorer, og resultatet er, at piloten skal kompensere sine bevægelser med styregrejerne for at få flyet til at udføre de tilsigtede bevægelser. Det har man i mange år kunne beregne med computerkraft, men det er stadig sådan, at flyets styregrejer afspejler styrefladernes bevægelser – ikke flyets bevægelser. Det er jo i grunden en ganske reaktionær måde at forholde sig til udviklingen på.

Nu er vi almindelige mennesker jo ikke meget bedre. Vi kører stadig rundt med manuelt gear i bilerne, til trods for at moderne teknologi ikke giver nogen teknisk eller økonomisk grund til at vi skal sidde og rører rundt i motoren med en gearstang, som samtidig tager opmærksomheden fra det væsentlige – trafikken omkring os.

For ca. 30 år siden fik vi GPS.  Det burde ha været et gennembrud for luftfarten, men sådan gik det ikke. Før (og efter!) GPS, brugte man radio fyr til at navigere efter. Luftrummet var så sat sammen af Airways – luftens motorveje – som var ruter imellem radio fyrene. Alle ruter blev således anlagt imellem radiofyr, og det havde god mening, idet man jo skulle bruge radiofyr til at pejle efter.

Da man fik GPS, var det ikke mere nødvendigt, men man brugte GPS til at gøre som man altid havde gjort: flyve efter airways. Det er først inden for de allerseneste år, at men er begyndt at bruge GPS som man bør bruge det – til at flyve fra start til mål. Årsagen er den enkle, at de gode gamle airways nu er så overfyldte, så man ikke kan placere flere flyvninger i dem.  Og så var det jo et ekstra incitament, at man kunne spare brændstof ved at flyve den direkte vej! Når jeg påstår, at der skulle gå 30 år, inden vi vænnede os til at bruge teknologien, så er det endda en underdrivelse. Inden da, havde man udviklet et instrument, somme hed en RNAV. Med RNAV kunne man placere sine egne virtuelle radiofyr ved at definere en afstand og en retning fra et ’rigtigt’ radiofyr. Dermed kunne man i princippet flyve fra start til mål uden at bruge airways, men dertil kom det aldrig. Menneskenes træghed er altså endnu værre end det kunne se ud til ved første øjekast.

Jeg kunne fylde mange bøger med beskrivelser om, hvorledes vi mennesker afholder os fra at bruge de teknologiske muligheder som vi tilbydes, men i stedet gør tingene som vi altid har gjort det – måske blot lidt hurtigere og lidt nemmere. Mit ærinde her er, at anvise en vej til at udnytte udkantsdanmark som en mulighed frem for at begræde det som et problem. Disse muligheder skal fremkomme ved at udnytte de teknologiske muligheder som vi allerede har, men ved at ændre vores adfærd til fordel for os alle sammen.

Det virtuelle job.

Industrialiseringen gjorde det nødvendigt, at samle arbejdsstyrken, for at kunne udnytte produktionsmidlerne, som jo fysisk var placeret et sted.

Med overgangen til et administrationssamfund og fremkomsten af computere og datakommunikation, er en række jobs blevet virtuelle.

At et job er virtuelt vil sige, at det i princippet kan udføres et hvilket som helst sted på kloden. Udgangspunktet her er: flere og flere jobs bliver virtuelle – færre og færre jobs bliver afhængig af fysisk tilstedeværelse. De kunne – og bliver i større og større omfang – udføres fra hjemmet som hjemmearbejde.

Man kan så komme med masser af indvendinger imod hjemmearbejde for virtuelle jobs:

”jeg har behov for social kontakt med mine kolleger”.  Problemet er med social kontakt er helt reelt men det behøver vel ikke at være et fællesskab der udspringer i en bestemt virksomhed?

”jeg har behov for sparring med mine kolleger om arbejdet”. I det omfang sparring er nødvendigt, er teknologien så udviklet, så enhver hjemmecomputer giver mulighed for videomøder uafhængigt af afstand.

”jeg kan ikke få fred hjemme til at arbejde”. Måske det allerstørste problem, men det er her vi må ta’ vores adfærd op til revision.  Det behøver ikke være hjemme, men det kan være så tæt på hjemmet, så vi ikke skal tilbringe timevis i myldretidstrafikken inden vi kan komme i gang med arbejdet.

Der er naturligvis nogle jobs, som kræver fysisk tilstedeværelse hvor jobbet skal udføres. Det vil fortsat vare nogen tid, før vi vil kunne få malet huset eller repareret bilen via internettet.  Klassiske servicefunktioner inden for det offentlige, banker, forsikring o.s.v. bliver i højere og højere grad ekspederet via internettet, og der hvor der kræves personlig kontakt, kan denne kontakt også etableres over nettet. Det vil ikke være afgørende for funktionens udførelse, om kontakten etableres til den pågældende virksomheds fysiske lokaler eller til en medarbejder, der sidder et helt andet sted i landet/verden eller måske på en offentlig kollektiv hjemmearbejdsplads.

Skal man i dag i kontakt med skattevæsnet, er det højst sandsynligt, at den medarbejder man kommer i kontakt med sidder i den anden ende af landet. Det har på ingen måde indflydelse på medarbejderens evne til at løse problemerne.

Mange detailvirksomheder lægger efterhånden en stor del af deres omsætning over til internethandel, og dermed reduceres behovet for tilstedeværelsen af fysiske medarbejder i butikkerne.

Man kan diskutere, hvor hurtig denne udvikling går, men der er vel næppe tvivl om, at udviklingen ikke vil gå den anden vej på noget tidspunkt.

Det kan være svært at forestille sig, at personaleledelse kan fjernbetjenes, og så alligevel. Projektledelse handler jo i høj grad om personaleledelse og – motivation. Ikke desto mindre, er mange store projekter bemandet ud fra tilgængeligheden af egnede ressourcer uden hensyn til deres fysiske placering i verden.

Selvfølgelig er det en balance og den form for projektledelse kræver fortsat at man flytter sig rundt, men det er dog et bevis på, at selv personaleledelse kan fjernbetjenes under visse omstændigheder.

Den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads.

Vi har altså svært ved at ændre den adfærd, der kræver at vi forlader vores hjem for at gå på arbejde. Der er mange ting der trækker. Ønsket om at være sammen med andre mennesker; fornemmelsen af at indgå i et fællesskab; Ønsket om ”at komme hjemmefra” o.s.v.

Alle disse behov, kunne løses ved at man lokalt oprettede et arbejdsfællesskab. Det kunne f.eks. være i forbindelse med det lokale bibliotek eller et andet sted, hvor det kunne kombineres med de nødvendige ressourcer, som man kunne få brug for. Kantineforhold, fælles mødefaciliteter o.s.v.

Nu ville man kunne ’gå på arbejde’ som man plejer, men uden at skulle tilbring timer til at pendle. Eneste forskel er, at man nu er på arbejde sammen med sine naboer – ikke sine arbejdskolleger.

I mane tilfælde vil der være behov for at man ind imellem aflægger sin ’rigtige’ arbejdsplads et besøg, men sådan er det jo også med hjemmearbejde.

Et tænkt eksempel.

Jeg bor i Halsnæs kommune. De største byer i Halsnæs er Frederiksværk og Hundested, og Halsnæs udgør i øvrigt sammenlægningen af de tidligere Frederiksværk og Hundested kommuner.

Det er så langt væk fra København, som man kan komme i Nordsjælland.  I bedste fald kan man køre i bil til København på godt en time, men i myldretiden tager det nemt over 90 min. Der er en udmærket Lokalbane til Hillerød, men man skal alligevel regne med knapt 2 timer for at komme til København ad den vej.

Eneste vej ud af kommunen (som i øvrigt har vand på 3½ side) er igennem rundkørslen i Kregme. Ca. 17.500 personer pendler hver dag ud af kommunen – en stor del vel til København.

Når de komme hjem fra arbejde, er de udkørte, og orker ikke at gå på indkøb eller foretage sig andet. Derfor lukker forretningerne i kommunen en efter en, og snart er der ikke mere handelsliv i kommunen. Det siger sig selv, at det kulturelle liv er på vågeblusset trods en prisværdig indsats fra sportsklubber m.v.

Lad os lave et lille eksperiment: Vi antager, at bare 5% af de 17.500 pendlere kunne arbejde i et kontorfællesskab – uden at de i øvrigt ændrede deres eksisterende ansættelsesforhold. De ville måske i starten kun være der 4 dage om ugen, så lad os være konservative og sig at den resulterende mængede svarer til 4%.

Det giver 700 personer, og lad os så – for eksemplets skyld – fordele dem med halvdelen i Frederiksværk, og halvdelen i Hundested.

Det ville blive et par ganske store ’virksomheder’ med alt hvad det ville indebære af opblomstring af lokalt forretningsliv, lokalt kulturliv o.s.v.

Er 5% et urealistisk stort tal? – Jeg tror det ikke. Det er faktisk et meget lille tal, som meget vel kunne blive en hel del større.

Hvad betyder 4% for pendlertrafikken? Vi ved, at trængselsproblemerne ikke opstår lineært i forhold til trafikkens tilvækst. Det er den sidst del der skaber trængselsproblemerne.  Der er altså god grund til at tro, at de resterende 96% vil opleve en forbedring af pendlerforholdene.

Dette eksempel burde i sig selv være så attraktivt for enhver kommune,    det er værd at overveje. Og så bygger det på kun 4% af pendlerne , hvilket efter min opfattelse er voldsomt undervurderet.

Adfærdsændringen

Det allerstørste problem for gennemførelsen af ideen om den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads er den nødvendige adfærdsændring.

Der er tre adfærdsområder der er væsentlige her:

1.       Bevidstgørelse om virtualisering af jobtyper

Dette er virksomhedens opgave. Virksomheden skal i højere grad opfatte sig som udbyder af opgaver på samme måde som når man ansætter konsulenter. Opgavens omfang er bestemt af opgavens løsning i højere grad end af hvor mange timer man er ansat til at udføre den.

Det burde ikke være så svært. Modstanden vil nok ligge i virksomhedens HR-funktion, hvor medarbejderen er central i forhold til opgavens løsning.

2.       Medarbejdernes vilje til at opfatte sig som en del af et fællesskab som de ikke deler arbejdsmål med.

3.       Kommunernes opfattelse af deres rolle i forbindelse med erhvervspolitik.

Finansiering

Umiddelbart vil der være behov for etablering af lokaler og faciliteter til den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads. Her er det nødvendigt at se på hvilke parter der har fordele af konceptet, og forsøge at kvantificere disse fordele.

Medarbejderens fordele er primært besparelse i pendleromkostninger.  Det er vanskeligt at kvantificerer, men vil muligvis kunne bidrage i det samlede regnestykke.

Virksomhedens fordel består i et mindre behov for statisk kontorareal. Dette kan næppe realiseres på en gang, men tilliden til at det kan gennemføres, må kombineres med en aktiv satsning på konceptet.

Kommunernes fordel består i en revitalisering af kommunens forretningsliv. Igen kan det ikke kvantificeres præcist eller realiseres på en gang. Også her må der satses på en langsigtet strategi.

Samfundets fordel ligger i en langsommere vækst i behov for pendlerfaciliteter og en mere harmonisk udvikling af samfundet væk fra et udkantsdanmark. Det må ha en vis – om ikke andet politisk – værdi.

For at få en idé om omkostninger til den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads, vil jeg pege på et realiseret eksempel.

Virksomheden Republikken, Vesterbrogade 26, København V, er et arbejdsfællesskab, hvor man som enkeltperson kan købe en kontorarbejdsplads på månesbasis eller deltids. Der er endvidere internetadgang inkluderet. Det er muligt at leje mødefaciliteter, og der er en cafe som benyttes flittigt som kreativt samlingssted. Et værksted stiller diverse maskiner til rådighed på lejebasis.

Det er ikke et højt profileret og kostbart kontorhotel der er tale om, men et arbejdsfællesskab, hvor mennesker med forskellige opgaver arbejder side om side og i meget høj grad bruger hinanden til inspiration. Prisen for en fast plads på månedsbasis er kr. 3000,- plus moms. Republikken er en privat virksomhed, så det må altså være muligt at etablere de fornødne faciliteter for et tilsvarende beløb.

Republikken har for tiden ca. 80 faste brugere og en del ’løst’ tilknyttede. Stedet anvendes bl.a. af personer med iværksætterplaner.

Fremtiden

Den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads, vil medfører en større selvstændiggørelse med personlig ansvarsfornemmelse til følge. Ser vi 10-15-20 år frem, tror jeg ikke at det er utænkeligt at den nuværende ansættelsesform vil blive afløst af mere opgavebetonede ansættelser. Det vil give større fleksibilitet for såvel medarbejdere som virksomheder.

Det er ikke usandsynligt, at en aftale om opgaveløsning kan være tidsbestemt og at den enkelte medarbejder vil optræde mere som den selvstændige konsulent end som en fast ansat medarbejder i en bestemt virksomhed. Sådan vil det naturligvis ikke være for alle, men formerne for relationer vil være mere mangfoldige.

Måske kunne man forestille sig, at den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads påtog sig flere fællesopgaver som f.eks. at skaffe opgaver til de der arbejdede i fællesskabet eller at koordinere uddannelsesindsatser m.v.

Der er allerede i dag mange der arbejder som selvstændige konsulenter på langtidsaftaler i virksomheder. Det er en udvikling i forhold til tidligere, hvor en selvstændig konsulent var en virksomhed i sig selv. Det er nu mindre ’dramatisk’ at være selvstændig konsulent, og i fremtiden kan det blive endnu mere naturligt.

Dermed stiger også behovet for et arbejdsfællesskab som ikke nødvendigvis handler om at have fælles arbejdsmål, men i højere grad om at have sparring og socialt fælleskab.

Den offentlige kollektive hjemmearbejdsplads kan være den fællesnævner, der giver den større frihed samtidig med at det kan blive begyndelsen til at gøre udkantsdanmark til et attraktivt sted at være og arbejde.

 

 

Relaterede